Lejlighedens placering i W2

Stor lejlighed med 2 badeværelser, bryggers, havudsigt og altan med foldeglasparti.

Denne rummelige lejlighed er placeret på 1. sal, i den nordvestlige del af ejendommen, og du vil herfra kunne nyde en dejlig udsigt mod havnen, vadehavet og solnedgangene over Ho Bugt.

I lejlighedens entré etableres en indbygget skabsvæg med skydelåger med spejle, og via en mellemgang bliver der adgang til et bryggers med vaskemaskine og tørretumbler fra Electrolux, håndvask samt ekstra skabsplads til opbevaring. Fra mellemgangen bliver der desuden adgang til det ene af lejlighedens 2 badeværelser, som indrettes med lyse klinker, gulvvarme, bruseniche med armaturer fra Grohe samt hvidt skabsinventar fra Invita.

Lejlighedens køkken placeres i åben forbindelse med en større spise- og opholdsstue hvorfra der bliver udgang til en altan på 16 m2 med foldeglaspartier, som kan skærme for vind og vejr, og reelt giver mulighed for at anvende altanen som udestue året rundt.

Køkkenet bliver i øvrigt fra Invita, med hvide sokler, skabslåger og bordplader, samt alt i energibesparende og integrerede hårde hvidevarer fra Electrolux, herunder stort køle-fryseskab, induktionskogeplade, pyrolyse-ovn og opvaskemaskine.

I lejligheden indrettes herudover et soveværelse med indbygget skabsvæg med skydelåger med spejle, og i forbindelse hermed placeres lejlighedens andet badeværelse med samme faciliteter som i førstnævnte.

Desuden indrettes - i forbindelse med stuen - et tilstødende kontor/opholdsværelse med smart skydedørsfunktion, og med indbygget skabsvæg.

Der etableres ventilationsanlæg for opnåelse af optimalt indeklima, ligesom der monteres flotte egetræsgulve i samtlige opholdsrum, indbyggede LED-spots i alle lofter samt TV- og internetstik i stue og soveværelser.

BBR-Areal: 163 kvm.